
For tre år siden startede Christian Jensen (billedet) på to ting på én gang: En overbygning på sin uddannelse som diplomingeniør og en ansættelse i Afdelingen for Vindenergi.
”Jeg savnede et indspark fra en virksomhed for at bruge noget af det jeg havde lært. Så da jeg via en medstuderende fandt ud af at Risø søgte en nyuddannet diplomingeniør til at hjælpe forskere med diverse opgaver var det lige noget for mig,” siger Christian. Nu har han været på Risø i næsten tre år, og det fortryder han ikke. ”Risø giver en bred vifte af kompetencer, og jeg har virkelig lært meget inden for strukturberegning og fiberkompositmaterialer. Samtidig har jeg fået opbygget et rigtigt godt netværk til danske virksomheder inden for mange forskellige brancher,” siger Christian.
Jobbet på Risø har bestået i strukturberegninger ved hjælp af FEM, Finite Element Modelling, en metode hvor man deler fx en møllevinge op i en masse små firkanter eller terninger og laver computerberegninger på hvordan de opfører sig hver især og i samspil med de andre. Metoden er uundværlig ved konstruktion af fx møllevinger. ”For mig har det klart være bedre end at fortsætte min uddannelse på SU. Der har ikke været til hus og bil, men jeg står heller ikke tilbage med en studiegæld. Og så har jeg jo samtidig opbygget en erhvervsanciennitet, der kommer mig til gode, når jeg til februar næste år er færdig og skal ud at søge job,” siger han. Det skal lige bemærkes, at Afdelingen for Vindenergi arbejder på at beholde ham.
Risø tog for tre år siden initiativ til denne nye 3-årige civilingeniøroverbygnings-uddannelse, kaldet C3+, i samarbejde med DTU. Overbygningsuddannelsen svarer til den traditionelle overbygningsuddannelse C2+, men med det ekstra år uddannelsen tager, åbner op for et tæt integreret samarbejde med en virksomhed eller en forskningsinstitution.
Erhvervsarbejdet udgør en pæn del af studiet, nemlig samlet et år fordelt henover de tre år studiet varer. Det tætte samarbejde sker ved at den studerende og arbejdsgiver, i dette tilfælde Risø, aftaler et treårigt studieforløb, som passer med afdelingens og den studerendes interesser. I studiet vil der være mulighed for at tage specialtilpassede kurser, som supplerer de eksisterende kurser DTU udbyder. Derfor kan man sammenstrikke en klar profil for den studerendes studie og arbejde på virksomheden.
Virksomheden vil i størst muligt omfang tilpasse erhvervsarbejdet til studieretningen, og sidst i det treårige ansættelsesforløb vil den studerende have oparbejdet viden og erfaringer nok til at bidrage med beregninger og analyser til brug i forskningsprojekter på Risø. De første to år vil hovedformålet med ansættelsen være at aflaste forskerne på Risø, som ofte har mange opgaver en nyuddannet diplomingeniør kan udføre. Fx opbygning/vedligeholdelse af hjemmesider og varetagelse af hardware og software.

”I Afdelingen for Vindenergi har vi mange studerende og praktikanter, og her er det en stor aflastning at seniorforskere ikke skal rende rundt for at finde computere og installere speciel software, som ofte vil være en nødvendighed for at de studerende kan få en god start på Risø,” siger Find Mølholt Jensen (th. på billedet) fra Afdelingen for Vindenergi, som tog initiativet til at ansætte Christian. ”I afdelingen arbejder vi desuden med FEM-simuleringsværktøjer, som kræver en del vejledertid, da det vil være for omfattende for den studerende at starte alene, og her har det vist sig, at en C3+ en stor aflastning. Vores erfaringer har vist, at en C3+ de hurtigt oparbejder ekspertise inden for opbygning af tidskrækrævende FEM-modeller, og også her har det vist sig at være en aflastning for afdelingens forskere, siger Find.
Faktisk har Christians ekspertise været så stor, at han har været udstationeret i virksomheden Terma til en specialopgave, hvor han var konsulent i tre måneder. En anden konsulentopgave var fra den danske vingeproducent SSP-Technology A/S som i forbindelse med et forskningssamarbejde var villig til at betale den ”studerende” for at opbygge en detaljeret FE-model til et forskningsprojektet. Opbygning af denne FEM-vingemodel var alt for omfattende til at det kunne medtages inden for rammerne af forskningsprojektet, men med en fornuftig timepris var SSP-Technology A/S villig til at betale for at få dette arbejde udført til gavn for forskningsprojektet.
”Christian har desuden været medarrangør af FEM-kurser, som kræver en del forberedelse både af praktisk art til registrering, betaling, frokostbestillinger, licensopgradering m.m., og tilrettelæggelse af Case Studies til brug i kurserne og meget mere,” siger Find. Der har været afholdt 12 FEM-kurser i Afdelingen for Vindenergi de seneste 3 år og der har været stor industriinteresse for disse specialtilpassede kurser. Kurserne samt to årlige netværksmøder har været det centrale element i FEM-/Komposit netværket som blev opstartet i samtidigt med ansættelsen af den første C3+’er. I dag har netværket over 100 medlemmer og dette kunne næppe have været realiseret hvis ikke der havde været hjælp til hjemmesider, kurser, netværksmøder m.v.
Kontakt: Find Mølholt Jensen, Afdelingen for Vindenergi, 4677 5054, find.moelholt.jensen@risoe.dk |